”Omsorg, varme og tryghed kan gøre en stor forskel og være den største gave, man kan give til en døende,” siger kursusleder Ragnhild Skarpaas Andersen. Foto: Boe Johannes Hermansen, KPK

Mange har hørt om og modtaget træning i førstehjælp, mens langt færre har hørt om kurser i såkaldt ’sidste hjælp’, det vil sige hjælp til mennesker, der har kort tid tilbage at leve i.

Kurser for pårørende til døende er dog blevet stadig mere udbredte internationalt, og sådanne kurser afholdes nu også i Norge. Blandt dem, der har tilmeldt sig, er Normisjon. ”Last Aid er et gratis ’sidstehjælpskursus’ for alle, der vil vide mere om, hvordan man støtter, trøster og er nærværende, når en af deres nærmeste er i livets sidste fase,” fortæller kursusleder Ragnhild Skarpaas Andersen til Kristelig Pressekontor (KPK) om det korte kursus, der gennemføres på en eftermiddag eller aften.

Det har til formål at give tryghed til dem, der skal hjælpe døende, herunder enkle råd om pleje, trøst og rådgivning om, hvordan man håndterer sine egne følelser.

60.000 deltagere

Over 60.000 personer over 18 år har indtil videre deltaget i Last Aid-kurset i 23 lande. Kurset er en del af Last Aid International og er forankret i det professionelle netværk European Association for Palliative Care. Netværket certificerer dem, der uddanner personer, der ønsker at lære om palliativ pleje til døende. I Norge er det Dignity Centre i Bergen, der har introduceret Last Aid-kurset og certificerer kursusledere i hele landet.

”Døden er en del af livet, og omsorg, varme og tryghed kan gøre en stor forskel og være den største gave, man kan give til en døende,” siger Ragnhild Skarpaas Andersen om kursusudbuddet. Hun har været kursusleder i Råde i Østfold i foråret. Det er den første kommune i amtet, der har arrangeret den slags kurser.

Næstekærlighed

Kristne aktører er også involveret. Ola Rusaanes er leder af Normisjons diakonale udvalg i Østfold-regionen, og han er en af dem, der har deltaget i kurset i Råde. ”Jeg blev opmærksom på kurset gennem en artikel i et magasin fra Pensionistforeningen. Det var en ret detaljeret præsentation, der vakte min interesse,” fortæller han til KPK. Rusaanes oplevede tilbuddet som meget relevant i forhold til den situation, mange mennesker befinder sig i.

”Vi kom tæt på, hvad der er virkeligheden for de fleste af os. Jeg vidste selv ikke meget på forhånd om flere af de problemstillinger, der blev fremhævet,” indrømmer han.

– Hvordan er kurset relateret til diakoni?

”Jeg synes, at diakoni er at møde mennesker i hverdagen med næstekærlighed. Det faktum, at mennesker oplever alvorlig sygdom og død, er noget af det sværeste, man kan opleve. Hvis vi i diakoniudvalget kan inspirere vores lokale foreninger til at øge deres kompetence på dette område, vil det være en stor gevinst. Så kan vi være en støtte og hjælp for mennesker omkring os. Det er diakoni i praksis,” påpeger Rusaanes.

På vej mod afskeden

Ragnhild Skarpaas Andersen er kræftkoordinator i Råde. Hun er kræftsygeplejerske og har en diakonuddannelse med videreuddannelse i palliativ pleje.

”Vi har fire temaer,” forklarer hun. ”Det første er, at døden er en del af livet. Der taler vi om førstehjælp versus sidste hjælp, og hvordan vi kan forstå dødsprocessen i et holistisk perspektiv.
Det andet handler om at lave en plan for den tid, der er tilbage. Her taler vi om palliativ pleje, om forhåndssamtaler, og hvordan man laver en palliativ plan. Vi behandler også spørgsmålet om fremtidig fuldmagt og juridiske rammer.”

Hendes tredje tema hedder ’Lindring’. Det omhandler typiske lidelser, som døende mennesker kan have, symptomer og praktisk sidste-øjebliks pleje såsom ernæring og væskeadministration. ”Det fjerde og sidste emne har titlen ’Endelig afsked’. Der vil vi diskutere, hvad der sker, når nogen dør, ritualer og traditioner, sorg og sorgreaktioner, og hvor man kan finde mere information,” siger Andersen, der samarbejder med sygeplejekollega Margareth Flesjø.

De to ved, hvad de taler om, og for dem er emnet mere end teori. Uden for deres profession har begge erfaring som pårørende og har fulgt en nær person den sidste del af vejen. ”På kursusaftenerne tager vi emner op, som vi arbejder meget med i vores hverdag. Vi er engagerede i at hjælpe andre med at føle sig mere trygge ved dette, siger Andersen, der har spredt sin viden til 12-13 deltagere lokalt.”

”Mange flere mennesker,
end vi måske tror, er glade
for deres barndomstro i
mødet med døden.”

Åndelige behov

– Hvordan imødekommer kurset menneskers åndelige behov?

”Kurset fremhæver tydeligt det holistiske perspektiv og taler om, hvad det vil sige at være menneske, at vi alle har fysiske, psykologiske og sociale behov såvel som åndelige og eksistentielle. Dette er selve kernen i det palliative felt, som handler om omsorg og lindring ved alvorlig sygdom og i livets sidste fase. Derfor taler kurset også om den åndelige dimension,” siger Andersen.
I sit daglige arbejde oplever hun meget ofte, at åndelige og eksistentielle anliggender bliver taget op.

”Så opstår mange spørgsmål. Hvad vil det egentlig sige at dø? Er jeg bange for døden? Hvad har meningen med mit liv været? Er der et liv efter døden? Og kan jeg tro på en Gud og en himmel? Vil vi se vores kære igen? Disse emner er det dybeste mysterium i livet, som kun tro og håb kan fatte. Så er det dejligt at kunne bruge begrebet ”at undre sig sammen” og turde spørge hinanden, hvad der kan være til trøst for den enkelte i mødet med disse store livsspørgsmål,” siger hun og forklarer, at mange mennesker føler sig alene med deres tanker, når døden nærmer sig.

”Det kommer nok af, at vi ikke taler med hinanden om det spirituelle eller eksistentielle særlig ofte, og at vi ikke ved, hvordan vi skal gøre det. Men mange flere mennesker, end vi måske tror, er glade for deres barndomstro i mødet med døden. Det er en trøst og giver tryghed. Vi nævner i kurset, at præster eller andre trosvejledere kan være behjælpelige i spirituelle samtaler i livets sidste fase, når nogen ønsker det.”

Bange for at tale

– Hvilke udfordringer står folk over for, når døden banker på?

”Nogle af de største udfordringer, som jeg oplever det, er rent fysiske. Vil der være meget smerte og lidelse til sidst? Men det handler også om det sociale og relationelle, som naturligt drejer sig om sorgen omkring afskeden med ens elskede. Derudover opstår der ofte tanker om frygten for døden, og hvad der kommer bagefter. Mange pårørende er lige så bange for, hvordan og hvad de skal tale om med den person, der er ved at dø, som de er for, hvad de kan gøre for at hjælpe deres kære på et praktisk plan i livets sidste fase. Det er her, kurset i sidste hjælp kan give nogle værktøjer til en praktisk tilgang, men også hjælpe med samtalen med vores kære i livets sidste fase,” siger Ragnhild Skarpaas Andersen.

Indlægget Pårørende tør ikke tale med de døende, men der er hjælp at få blev først udgivet på Udfordringen.

Udfordringen

Message History

Delivery option(s)